Min historie

Jeg har lavet denne side – min historie – for at give dig et billede af mit liv, og hvordan jeg er kommet hertil med tro på mig selv og tillid til livet.
Jeg vil starte med at tilføje dette: Jeg bebrejder ingen af de mennesker, der har været eller er i mit liv, for noget. Jeg er faktisk taknemmelig, fordi alle har været med til at gøre mig til den, jeg er i dag. Mange mennesker kommer ind i vores liv som en døgnflue, men ofte med en kæmpe betydning for én. Ingen er perfekte. Heller ikke jeg.
Her har du min historie…

 

Som barn var jeg meget stille og genert. På grund af taleproblemer blev jeg mobbet, hvilket førte til et meget dårligt selvværd. Det var først, da jeg som ni-årig satte mig op på en hesteryg, at jeg følte, at jeg endelig duede til noget. Det var noget, jeg selv ville. Ikke hvad min meget bestemte far og altid korrekte mor mente, jeg skulle.
Jeg har altid gjort andre ting, end mine forældre forventede af mig. Det har selvfølgelig gjort mig anderledes, men noget indeni mig sagde, at jeg skulle gøre, hvad der føltes rigtigt for mig.

Da jeg var 16 til 19 år, havde jeg en kæreste, der ikke behandlede mig særlig godt. Jeg fik bank og blev fortalt, at jeg var dum og intet værd. Jeg udviklede bulimi på dette tidspunkt.
Min farmor, Ruth, var den eneste, der hjalp mig, selvom alle kunne se, hvad der foregik. Hun betød alt for mig.
Det var en kamp, at komme ud af dette forfærdelige forhold, men det lykkedes mig efter 3 lange år i helvedet.
Jeg har hele tiden vidst, at der var mere mellem himmel og jord. Også selvom jeg var opdraget helt anderledes med to konservative forældre.

Jeg havde ingen anelse om, hvad jeg ville med mit liv. Det var der heller ingen, der hjalp mig med. Derfor flyttede jeg til Varde, hvor jeg arbejdede på Ridecenteret. Blandt hestene som jeg følte mig tryk ved.
Jeg tror, at tingene sker i den rækkefølge, der er rigtig for os, og at vi møder de mennesker, vi skal lære noget af. Derfor var det måske skæbnen, der førte mig til Tæppeland i Varde, hvor der endelig var en person, der fortalte mig, at jeg duede til noget – og rent faktisk var god til noget. Det var min chef i Tæppeland.

I Varde blev jeg forelsket i en ung mand, som var sendt fra himlen til mig for at give mig omsorg og få mig til at føle, at jeg var noget værd. Himlen tog ham hurtigt tilbage igen. Efter et dejligt år sammen, druknede han i Varde svømmehal.

Efter jeg blev udlært, tog jeg et år til USA på en hestefarm i New Jersey. Tiden i USA stod jeg på egne ben, og jeg lærte at blive mere selvstændig.
På samme tidspunkt i Esbjerg faldt min elskede farmor, Ruth, om på gaden og døde på stedet.
I lang tid følte jeg mig ganske alene i hele verden. Jeg følte, at de, der gjorde mig godt var forsvundet, og i lang tid var jeg ikke mig selv. Mit liv var turbulent.

 

Jeg møder mine to døtres far i 1991. Vi flyttede på en bondegård. Vores første datter Aline kom til verden den 22. november 1992, og kun et år efter blev Amalie født. Det hele gik så hurtigt.

Jeg blev mere og mere nysgerrig omkring himlen, universet, engle og Gud. Der måtte være noget både før og efter dette liv. Men på daværende tidspunkt, var der ingen i mit liv der rigtigt forstod mig. Jeg bad tit om hjælp til alt muligt fra universet og Gud. Hjælpen kom rigtig ofte, og jeg vidste, at der var mere mellem himmel og jord.

De sidste fem år, hvor jeg boede med pigernes far, drev jeg en rideskole, som jeg elskede at stå op til. Jeg vidste, jeg var god til at undervise og god til børn. Igen bragte det mig en portion selvværd.

I 2007 tog jeg beslutningen om at forlade pigernes far. Forholdet var ikke godt for nogen af os mere. Jeg lyttede for anden gang til mig selv, og hvad der var godt for mig. Præcis som dengang, hvor jeg absolut ville gå til ridning.

Min elskede rideskole måtte lukke. Jeg havde igen et par turbulente år, men jeg begyndte at finde frem til meningen og rummeligheden i universet.

I 2009 mødte jeg min nuværende mand, Tom. Som sendt fra himlen lige i armene på mig. Nøjagtig så menneskelig og fuld af forståelse og kærlighed som min ungdomskæreste, der druknede. Vi bor i dag et skønt sted lige uden for Varde.

Siden 2010 har jeg studeret det alternative. Både behandlinger, men også mentalt. En helt ny tankegang. Troen på at alt sker i den rigtige rækkefølge. Jeg har lært at have tålmodighed og turde have tiltro til universet. Der vil altid blive sørget for mig. Jeg behøver ikke kunne se hele vejen til målet, men bare de første skridt. Vi kan alligevel ikke selv regne løsningen ud med vores hjerne. Nogle gange skal vi en omvej til vores mål, fordi der er noget, vi skal lære eller møde for at ruste os til målet.

Jeg har lært at lytte til mig selv og mine behov. Sige nej når jeg mener nej. Fjerne mig fra det, der dræner mig og gøre mere af det, der gavner mig, så har jeg overskud til andre og deres behov.

Kærlig hilsen Annebeth.