Min historie

Jeg har lavet denne side for at give dig et indblik i mit liv og den vej, der har ført mig hertil – til et sted med større tro på mig selv og dyb tillid til livet.

Inden jeg fortæller min historie, vil jeg gerne understrege én ting: Jeg bebrejder ingen af de mennesker, der har været en del af mit liv. Tværtimod er jeg taknemmelig for dem alle. Hver eneste person har på sin måde været med til at forme mig til den, jeg er i dag. Nogle mennesker er kun i vores liv i kort tid, men deres betydning kan være enorm. Ingen af os er perfekte – heller ikke jeg.

Her er min historie.

Som barn var jeg stille og genert. Jeg havde taleproblemer og blev mobbet, hvilket gav mig et meget lavt selvværd. Først da jeg som niårig satte mig op på en hest, oplevede jeg følelsen af at være god til noget. Ridningen var mit eget valg. Ikke noget min bestemte far eller min altid korrekte mor havde valgt for mig.

Jeg har ofte valgt en anden vej, end den mine forældre havde forestillet sig. Det har gjort mig anderledes, men noget dybt inde i mig vidste, at jeg måtte følge det, der føltes rigtigt.

Da jeg var mellem 16 og 19 år, var jeg i et forhold, hvor jeg ikke blev behandlet godt. Det forhold var både fysisk og psykisk vold. Jeg blev slået og nedgjort og fik at vide, at jeg var dum og intet værd. I den periode udviklede jeg bulimi. Min farmor, Ruth, var den eneste, der forstod mig, selvom mange kunne se, hvad der foregik. Hun betød alt for mig.

Det var en hård kamp at komme ud af forholdet, men efter tre lange år i helvede, lykkedes det mig.

Hele mit liv har jeg haft en følelse af, at der findes mere mellem himmel og jord. Selvom jeg voksede op i et konservativt hjem, kunne jeg ikke slippe den følelse.

Som ung vidste jeg ikke, hvad jeg ville med mit liv, og jeg oplevede heller ikke, at nogen hjalp mig med at finde vejen. Derfor flyttede jeg til Varde, hvor jeg arbejdede på et ridecenter. Blandt hestene følte jeg mig hjemme og tryg.

Jeg tror på, at ting sker på det rette tidspunkt, og at vi møder de mennesker, vi skal lære noget af. Måske var det derfor, jeg endte hos Tæppeland i Varde. Her mødte jeg for første gang et menneske, min chef, der fortalte mig, at jeg var dygtig, og at jeg havde værdi. De ord gjorde en kæmpe stor forskel for mig.

I Varde forelskede jeg mig i en ung mand, som kom ind i mit liv på det helt rigtige tidspunkt. Han gav mig omsorg og fik mig til at føle mig værdifuld. Efter et dejligt år sammen blev han revet væk alt for tidligt, da han druknede i Varde Svømmehal.

Jeg gik igennem nogle forfærdentlige turbulente år hvor jeg ikke mærkede mig selv og mine behov.

Efter min uddannelse rejste jeg til USA, hvor jeg arbejdede et år på en hestefarm i New Jersey. Her lærte jeg at stå på egne ben og blev mere selvstændig.

Mens jeg var i USA, faldt min elskede farmor, Ruth, om på gaden i Esbjerg og døde. Det ramte mig hårdt. I lang tid følte jeg mig alene i verden. De mennesker, der havde givet mig kærlighed og styrke, var væk. 

I 1991 mødte jeg faren til mine to døtre. Vi flyttede på en bondegård, og vores første datter, Aline, blev født den 22. november 1992. Kun et år senere kom Amalie til verden.

I disse år voksede min nysgerrighed på universet, Gud, engle og livet efter døden. Jeg følte stærkt, at der måtte være noget både før og efter dette liv.

På det tidspunkt havde jeg dog ingen omkring mig, der rigtig forstod mine tanker.

Jeg bad ofte universet og Gud om hjælp, og igen og igen oplevede jeg, at hjælpen kom. Det styrkede min tro på, at der findes mere mellem himmel og jord.

De sidste fem år, jeg boede sammen med pigernes far, drev jeg en rideskole. Det var et arbejde, jeg elskede. Jeg vidste, at jeg var god til at undervise, og jeg elskede at arbejde med børn. Endnu engang gav det mig en følelse af værdi og styrkede mit selvværd.

I 2007 traf jeg beslutningen om at gå fra pigernes far. Forholdet var ikke længere godt for nogen af os. For anden gang i mit liv valgte jeg at lytte til mig selv og handle ud fra det, jeg mærkede var rigtigt.

Samtidig måtte jeg lukke min elskede rideskole. Endnu en gang gik jeg gennem nogle turbulente år, men langsomt begyndte jeg at forstå mere af livets mening og universets rummelighed.

I 2009 mødte jeg min nuværende mand, Tom. Det føltes, som om han blev sendt direkte ind i mit liv. Han er lige så varm, kærlig og forstående, som min ungdomskæreste var.

I dag bor vi skønt lige uden for Varde.

Siden 2010 har jeg fordybet mig i den alternative verden. Jeg har uddannet mig inden for forskellige behandlingsformer og arbejdet meget med personlig og mental udvikling. Jeg har lært en helt ny måde at se livet på.

I dag tror jeg på, at alt sker i den rækkefølge, det skal. Jeg har lært at have tålmodighed og tillid til livet. Jeg behøver ikke at kunne se hele vejen frem. Det er nok at kunne se det næste skridt.

Nogle gange fører livet os ad omveje, fordi der er noget, vi skal lære, eller mennesker vi skal møde, før vi er klar til det, der venter os.

Jeg har lært at lytte til mig selv, mærke mine behov og stå ved dem. At sige nej, når jeg mener nej. At give slip på det, der dræner mig, og vælge mere af det, der nærer mig.

Når jeg passer godt på mig selv, har jeg også mere at give til andre.

Kærlig hilsen

Annebeth